2. oktober 2007

Anmeldelse: Sct. Gertruds Kloster

Betjeningen:
Selvom restauranten er stor, virker det på intet tidspunkt som om man bliver overset. Hurtig afrydning og kun få fejl i retterne, som dog ikke burde forekomme på det niveau man ønsker i denne prisklasse. Alle retter blev forklaret af en af de kyndige tjenere.
21 point

Maden:
Der var 4-6 retter at vælge imellem til hver del af måltidet. Det meste er meget fransk inspireret. Tournedos'en med ristet foie gras, fransk babyspinat og trøffelsauce smagte glimrende, uden dog at være det bedste man nogensinde har fået. Desserten var også god, uden at nå helt op på topkarakter. Alt i alt et stykke over middel, uden dog helt at leve op til prisniveauet.
19 point

Drikkevarerne:
På Sct. Gertruds Kloster starter man med en lille aperitif i deres hyggelige bibliotek med sofaarrangementer i rødt læder. Her fik vi øl, mousserende vin og kaffe, hvilket var som det nu er. Vel ankommet til vores bord fik vi jeg et glas hvidvin, en chablis. Denne smagte rigtig godt, hvilket den nu også burde til 95 kr glasset. Til hovedretten fik vi rødvin, husets Bourgogne. Den var okay, men heller ikke mere end det.
18 point.

Prisen:
Ca. 900 kroner for 3 retter, 1 glas hvidvin, 2 glas rødvin, 1 glas mousserende vin og 1 glas cognac er rimeligt, uden dog at kunne siges ligefrem at være et fund.
20 point

Samlet vurdering:
78 point